I 2000 medvirkede skuespiller Kit Eichler i Sønderborg Sommer Revy, og da hun samme år kunne fejre sit 25 års skuespillerjubilæum, blev revyholdet enige om at fejre hende.
Dette blev gjort ved et stort Galla-Show søndag den 2. juli, hvor en perlerække af Kits gode kolleger tog til Sønderborg for at givet et nummer på scenen.
Af de medvirkende kan bl.a. nævnes: Keld & Hilda Heick, Karen Lise Mynster og Søren Spanning, Grethe Sønck, Karsten Jansfort samt årets revyhold i Sønderborg: Kit Eichler, Leif Maibom, Tina Christiansen og Tom Jensen.
Alle optrådte gratis og revydirektør Leif Maibom spurgte Kit, hvad overskuddet skulle gå til.
Kit svarede straks: - Skal vi ikke lave et legat?
Idéen blev straks godtaget, og Kit og Leif dannede sammen med revyens daværende kapelmester Henrik Krogsgaard en lille komité, og efter et par møder var oplægget klart:
Hvert år skal der gives en pris på kr. 8.000,00
Prisen hedder "Årets Thorleif" - opkaldt efter Leif Maiboms faste revyfigur Thorleif, og med checken følger en lille statuette tegnet af revyens scenograf gennem mange år: Gitte Geertsen. Inspirationen til statuetten er hentet i de blå plastik-sanddaler, som Thorleif-figuren altid optræder i. Det brugte materiale er dog ikke plastik, men kobber. Gittes Geertsens tegning omsættes til den lille statuette af Ronny Sørensen.
Prisen skal gives til én person, der har gjort noget særligt for den danske revy. Det kan være en skuespiller, en forfatter, en komponist, en direktør, en scenograf, koreograf.......
I 2001 havde revyen 20 års jubilæum, og igen lavede man et Galla-Show med kendte gæstesolister samt revyholdet. Og igen gik overskuddet direkte til Thorleif-fonden.
Ved dette show blev prisen uddelt for første gang, og den gik til den utrætteligt revymand Simon Rosenbaum, der fik prisen overrakt i finalen.
Senere hen er der holdt kostumeudsalg, der foregik som et modeshow, hvor revyholdet fremviste de forskellige kostumer. Der kom mange penge i kassen, og de gik til Thorleif-Fonden.
Og også ved revyens 30 års jubillum afholdt man et Galla-show, hvor alle de medvirkende optrådte gratis, så der igen kom et flot overskud til Fonden.
Fra 2012 er Kit Eichler og Henrik Krogsgaard udtrådt af komiteen. I stedet er indtrådt Johnna Maibom, der nu sammen med Leif Maibom uddeler 'Årets Thorleif Pris'.
Simon Rosenbaum - fik prisen ved Revyens 20 års Galla-Show.
Simon var den første fra de professionelles rækker, der tog kontakt til Leif Maibom, og fra den dag udviklede de et varmt venskab. Det var dog ikke derfor, at Simon modtog prisen, men derimod for hans utrættelige arbejde for dansk revy.
Grethe Sønck - fik prisen i forbindelse med et kostumesalgs-show.
Der skulle sælges ud af kostumelageret, så holdets skuespillere afholdt en efter middags auktion, hvor der blev solgt gamle kostumer. Grethe spillede selv i Rottefælderevyen, så hun fik prisen overrakt ved auktionen.
Ernst Trillingsgaard - fik prisen, da han sad som gæst i revyen.
Som sædvanligt var Ernst Trillingsgaard til revy i Sønderborg. Han sad sammnen med fruen og nød revyen, og blev noget overrasket, da han i finalen blev kaldt på scenen for at modtage prisen, som en tak for hans store betydning for ikke mindst Holstebrorevyen og senere Vinterrevyen i Aalborg.
Jan Schou - for første gang blev prisen uddelt andet sted end i Sønderborg. Priskomitéen mødtes i Rottefælderevyen i Svendborg, og havde på forhånd aftalt med de andre skuespillere, at de ville afbryde finalen. Det gjorde de, og gav prisen til en totalt overrasket Jan Schou, der nærmest kan betegnes som Danmarks Mr. Revy.
René Richardt - prisen blev uddelt i Renés Græsted Revy.
Igen mødte komitéen op uden at chefen René vidste noget. Og han blev mere end almindelig forvirret, da finalen blev afbrudt, og der pludselig var hyldesttale og prisoverrækkelse.
Der blev - i anledning af Sønderborg Sommer Revys 25 års jubilæum - uddelt tre priser: Skuespiller Tom Jensen, Frisør Tager Frandsen og Revydirektør Torben "Træsko" Pedersen. De tre priser blev uddelt ved et Galla-Show i Sønderborg. Revykolleger fra næsten alle landets revyer kom til Sønderborg og medvirkede gratis i et flot show. Alle indtægterne gik ubeskåret til Thorleif-Fonden.
Prisen blev uddelt i Sønderborg Sommer Revy, hvor Jacob var som privat gæst.
Ved et tilfælde var skuespiller og forfatter Flemming Jensen også i revyen samme aften, og Leif Maibom holdt - efter aftale med Flemming - en tale, der præcist passede på begge personer.
Alle i salen troede derfor, at det var Flemming Jensen, der skulle have prisen. Det var derfor en meget overrasket Jacob Morild, der kom på scenen og modtog dette års Thorleif-pris.
Prisen blev uddelt i Flemmings egen revy - Nykøbing Falster Revyen.
Leif Maibom havde forsøgt at lokke Flemming til Sønderborg, men det kunne ikke lade sig gøre.
I stedet mødte Leif op i Nykøbing Falster Revyen den 19.8.08. Her havde Revyholdet i Nykøbing i forvejen besluttet at fejre Flemming for hans 10 år i Nykøbing. Dette skete umiddelbart efter finalen, og da det var slut, var der så en overrakelse mere til Flemming. Leif gik på scenen og overrakte Flemming ‘Årets Thorleif’.
Mads fik prisen for sit entusiastiske arbejde med igen at gøre Kerteminde til revyby.
Prisen blev overrakt i Cirkusrevyen dagen efter Revyernes Revy.
Denne dag samles de fleste revyer nemlig til det årlige ‘Spandboldmesterskab’.
Det lyder seriøst, og der bliver også gået til makronerne, men det skal dog siges, at det faktisk bare drejer sig om at kaste 5 tennisbolde i en papirkurv. Men revyerne går op i det, og der bliver skam øvet flittigt ude i de forskellige revyer sommeren igennem.
Vinder i 2009 blev for andet år i træk: Esbjerg revyen
Prisen blev overrakt i forbindelse med en reception i Cirkusrevyen i anledning af revyens 75 års jubilæum. Det var sådan set ikke Ulf, eller hans 30 år i revyen, der skulle fejres, men Leif Maibom og Kit Eichler fra Thorleiffonden gik alligevel på scenen og overraskede Ulf.
I begrundelsen hed det bl.a.:
- Vi har tidligere givet prisen til garvede revykræfter som Grethe Sønck, Ernst Trillingsgaard og Simon Rosenbaum, men den kan da også gå til en person, der er på vej frem. Et talentfuldt menneske med masser af energi og gå-på-mod. Og sådan én har Ulf været i mere end 50 år, og vil sikkert være det i 50 år mere.
Prisen blev overrakt i forbindelse med Sønderborg Sommer Revys 30 års jubilæum.
Gitte og Gunnar var i forvejen kaldt på scenen sammen med alle tidligere medvirkende, men stor blev deres overraskelse da først Gitte - og senere Gunnar blev hyldet som modtager af Årets Thorleif 2011.
Prisen blev overrakt i forbindelse med afholdelse af det årlige Spandboldmesterskab mellem alle revyerne. Mesterskabet blev som sædvanligt afholdt i Cirkusrevyens bar, og Sønderborg kom som forsvarende mestre. Der blev også forsvaret til den store guldmedalje, men efter omkamp måtte Sønderborg overrække pokalen til Kerteminderevyen. Efter mesterskaberne fik Leif- og Johnna Maibom ordet, og kunne så overrække Thorleifprisen 2012 til Henrik Baloo Andersen. Henrik fik prisen for sit fantastiske arbejde med at genetablere Hjørringrevyen. Og sikke en glad prismodtager. Måske fordi han dagen før fik prisen som ‘Årets Revykomponist’ ved Revyernes Revy.
Prisen blev for en gangs skyld uddelt i Sønderborg Sommer Revy, hvor Ulla Jessen var gæst.Ulla fik prisen for sit utrættelige arbejde for den danske revy.Kommer Ulla forbi en kro, en nedlagt skole, en tom lagerbygning - ja, bare et sted, hvor der kan sidde 100 personer, så er hun straks i gang med at planlægge en revy.Ulla er er ukuelig, uknækkelig og ukrukket.
Thorleifprisen gik til Rottefælde-revyens direktør Pia Ullehus.
Johnna og Leif Maibom var ‘bare’ gæster i salen, men gik på scenen efter finalen og overraskede en totalt uforberedt Pia Ullehus. Pia fik prisen for sit utrættelige arbejde for Danmarks Ældste Sommerteater Rottefælden, hvor der kun er 250 pladser, så der skal virkelig tænkes kreativt for at få økonomi og revy til at hænge sammen. Og det kan Pia.
Det blev Jeanne Boel - en af dansk revys seje piger - der i 2015 modtog Thorleifprisen.
Jeanne Boel medvirkede i Nykøbing F. Revyen hvor hun faktisk kunne fejre, at det var 30 år siden, hun debuterede som revy skuespiller - netop i Nykøbing F. Revyen. Siden har Jeanne medvirket i stort set alle danske revyer, både som skuespiller og koreograf. Og på et tidspunkt begyndte Jeanne også at instruere, ligesom hun nu også i ny og næ skriver en revytekst.
Kapelmester Thomas Pakula blev den glade modtager af Thorleif-Prisen 2016. Prisoverrækkelsen foregik i revyen på en almindelig spilleaften. Men Leif Maibom havde bildt Thomas ind, at det var Karsten Jansfort, der skulle have prisen. Så efter finalen brød Leif Maibom af, og begyndte at holde en tale, og Thomas sad klar ved flygelet for at spille hurra-musik for Karsten. Men midt i Leif´s tale gik det så langsomt op for Thomas, at han var den egentlige modtager.
Jan var som sædvanligt på besøg i revyen og sad intetanende og nød forestillingen. I finalen brød Leif Maibom klapsalverne af og forklarede, at nu skulle Thorleifprisen uddeles. Og den fortjente modtager blev Jan Hertz, ikke kun for hans mangeårige instruktørsamarbejde med Leif Maibom omkring Sønderborg Sommer Revy, men også for hans dygtige revyarbejde mange andre steder i landet.
Thorleifprisen gik til ægteparret Jeanette og Michael Larsen, der driver Revyperler i Rødvig. De har valgt at lave en revy, hvis indhold bygger på alle de store, kendte og måske knapt så kendte revyhits fra tidligere revyer.
De får hvert år flotte anmeldelser, og var i 2018 nomineret som Bedste Revy ved TV Charlies RevyGalla.
Alligevel kæmper de en hård kamp for at holde økonomi i foretagende, så de fik Thorleif prisen for deres forsatte kamp og store engagement.
Det blev Hanne Bjørnskov, chefen for Esbjerg Revyen, der modtog Årets Thorleif.
Prisen blev overrakt på revyens premiereaften, og Leif Maibom havde bildt Hanne ind, at det var en af revyens skuespillere, der skulle have prisen. Hanne var glad på skuespillerens vegne, og havde endda selv købt en flaske champagne til ‘modtageren’.
Stor var overraskelsen og glæden, da det blev Hanne selv, der modtog prisen.
I begrundelsen blev der bl.a. sagt:
- Hanne er en ægte ildsjæl i revyverdenen. Hun kæmper med næb og kløer for sin egen revy i Esbjerg, samtidig med at hun som sekretær i RevyDanmark altid står til rådighed med råd, trøst og vejledning til alle de kunsteriske, men lettere forvirrede revydirektører landet rundt.
I coronaåret -20 blev der stort set ikke spillet revy. Men i august måned mødtes revyerne på Bakken til lidt snak og en middag, der endte med et show i Bakkens Hvile.
Leif Maibom havde fået lov til at indtage scenen før pausen, og her blev ‘Årets Thorleif’ givet til Odense Sommer Revys kunstneriske direktør Lars Arvad.
Lars fik prisen for, som helt nybagt formand for RevyDanmark, at have kæmpet for hjælpepakker til revyerne, og selvfølgelig også for sin kamp for at få sin barnedrøm om en stor revy i Odense til at blive til virkelighed.
Prisen gik til dette arbejdsomme og initiativrige nye direktørpar i Nykøbing F. Revyen.
Da de overtog revyen rykkede de straks teltpælene til byen og satsede alt på at vise, at revyens fremtid for dem nu var en livsopgave.
Prisen blev overrakt da Revyen fejrede sit 110 års jubilæum ved en særforestilling med gæstekunstnere udefra.
Leif Maibom var engageret som konferencier og i finalen kaldte han Lone og Mickey på scenen og overrakte dem Thorleifprisen.
Årets Thorleif pris blev uddelt efter Revyernes Revy i Cirkusrevyens telt den 20.8.2023.
Thorleif-Fonden var løbet tør for penge, så Johnna og Leif Maibom lagde selv penge i kassen, så de kunne slutte af med at uddele pris nr. 25.
Prisen gik til Cirkusrevyens instruktør Joy-Maria Frederiksen, der på fornemmeste vis gav den stolte, gamle Cirkusrevy et velanbragt los i bagdelen, så den nu igen har det hele - og mere til.