Jeg er født i Faaborg i 1951, var ung i Vejle fra 1964 til 1975 og blev voksen på Als, hvor jeg stadig bor. Dog med en lejlighed på Frederiksberg.
Jeg blev uddannet lærer på Jelling Seminarium i 1975 og fik straks en tjenestemandsstilling ved Lysabild Skole på Sydals.
Og så lå vejen klar foran mig: Lærer for livet, men måske med en lille skoleinspektør i maven.
Men revyen kom i vejen.
Først som amatørrevy med en masse andre lærere m.v. Jeg fandt hurtigt ud af, at dette var sjovt, og at det lå lige til mit ret så korte højreben. Det venstre er sådan set ikke længere, hvorfor jeg plejer at sige, at jeg blev ældre i Faaborg, men jeg voksede aldrig op.
For sjov sendte vi en tekst til Ernst Trillingsgaard i Holstrebrorevyen i 1978. Og den kom med. En vise, som Sniff Neumann sang. Og så fik jeg blod på tanden og har siden skrevet professionelt til stort set samtlige revyer i landet: Cirkusrevyen, Rottefælderevyen, Nykøbing F-revyen, Hjørringrevyen, PejseRevyen, Odense Sommer Revy og også en masse af de mindre: Ganløse, Revyperler, Randers, Menstrup, Kerteminde, Græsted, Bornholm, Mogenstrup……
I 1982 startede jeg Sønderborg Sommer Revy sammen med gode venner. Vi flyttede stort set amatørrevyen fra Sydals til Sønderborg og erklærede bramfrit, at nu var det en professionel sommerrevy.
Og det blev det. Hen ad vejen.
Jeg var fra starten den kunstneriske leder, instruktør, skuespiller og hovedforfatter. Senere blev jeg også den økonomiske chef og eneejer.
Revyen startede på det daværende teaterhotel i Sønderborg. Senere spillede den på Statsskolen og fra 1988 startede jeg et samarbejde med Comwell Hotel Sønderborg. Først spillede vi i festsalen og fra 2002 i Teatersalen, hvor revyen stadig spiller.
Det startede som en sommerspøg pga for lang sommerferie og for lille løn.
Men ret hurtigt blev det alvor og jeg søgte orlov fra skolen, for helt at forlade mit lærerjob i 1989.
Revyen voksede støt år for år. De lokale kræfter blev efterhånden udskiftet med profesionelle skuespillere, og pludselig var Sønderborg Sommer Revy en af de vægtige revyer.
Anmeldelserne blev bedre og bedre, publikumstallet steg og revyen voksede til at være den 3. største i landet.
Mange gange har jeg været nomineret og to gange kåret som ‘Årets Revyforfatter’, ligesom revyen også har været nomineret mange gange som ‘Årets Revy’ og har fået prisen to gange. Senest i 2017.
Sideløbende med revyen i Sønderborg har jeg lavet rigtig mange andre revyer landet rundt.
Det startede da jeg blev hyret som skuespiller og forfatter i Huruprevyen 1987 og 1988. Fra 1989 blev jeg kunstnerisk leder af revyen, som jeg også instruerede, spillede med i og var hovedforfatter på frem til og med 1997, hvor jeg stoppede samarbejdet.
I perioden 1995 til 2004 lavede jeg 7 revyer på Røde Kro Teater på Amager. Igen som instruktør, skuespiller og forfatter.
I 2003 blev jeg bedt om at starte en revy på Menstrup Kro, og den kørte jeg i 5 år, hvorefter jeg var med til at starte Randersrevyen op. Det blev til 4 år, hvoraf det ene kun som instruktør.
Jeg har også af flere omgange lavet Vinterrevy i Odense, og i perioden 2002 - 2013 lavede jeg 5 Vinterrevyer i Aalborg Kongres- og Kulturcenter i samarbejde med Ernst Trillingsgaard.
I 2011 startede jeg et samarbejde med Flemming Jensen og Flemming Krøll. Vi turnerede i to år med to forskellige show. I 2012 startede vi DK Turneteater og sendte derefter to teaterforestillinger (med revyindhold) på turne.
I 2017 stod jeg for 36. gang i spidsen for Sønderborg Sommer Revy, men det blev også min sidste som skuespiller i revyen.
Pr. 1.10. 2017 har jeg indgået et samarbejde med Jeanne Boel og hendes mand Klaus Kristensen, der over en 4-årig periode gradvist køber revyen. Jeg er fortsat adm. direktør og fortsætter som sådan i et par år, hvorefter jeg træder mere og mere tilbage.
Revyen har, som det fremgår, fyldt rigtig meget i mit arbejdsliv, men der har heldigvis også været tid til at andre opgaver.
Jeg har naturligvis gennem alle årene optrådt landet rundt som det festlige indslag til firmafester m.v. Og i rigtig mange tilfælde også som toastmaster/konferencier, hvilket jeg har fundet ud af ligger vældig godt til min glæde ved at improvisere.
Det er også blevet til et par små roller i spillefilm og en del reklameopgaver.
Som forfatter har jeg udover revy også skrevet børnedramatik for forlaget Drama. En Julemusical ‘Juledrømmen’ er det også blevet til, ligesom jeg er fast klummeskribent på FamilieJournal.
Jeg har skrevet - ikke mange men nogle poptekster til bl.a. Birthe Kjær og Lene Siel. Og en enkelt gang har jeg skrevet tekst til et Grand Prix nummer - ‘Gi´ naturen chancen’ - sunget af Anne Karin.
På TV har jeg medvirket i mange underholdningsudsendelser og div quizzer.
Jeg var også været vært på 16 talkshows for TV Syd med titlen ‘That´s Leif’.
I de seneste par år er jeg begyndt at holde foredrag om det, jeg ved noget om: Sønderborg Sommer Revy og Leif Maibom. Jeg arbejder med forskellige titler såsom: ‘Fra ingenting til det dobbelte’. Eller ‘Fra bonderøv til landsbytosse’.
I min fritid har jeg brugt tid på forskellige foreninger og bestyrelser. Jeg sidder i bestyrelsen for Sønderborg Salgs- og Reklameforening, bestyrelsen for RevyDanmark (kasserer) og er med i en af komiteerne ved Sønderborg Ringridning.